"Willkommen, bienvenue, welcome!"
Vi kender alle den Oscar vindende film med Liza Minelli i hovedrollen som den charmerende natklubsangerinde Sally Bowles, der møder den unge forfatter Cliff Bradshaw i Berlin i begyndelsen af 30’erne. Men virkelighedens Sally og Cliff var aldrig et par. Musicalen bygger nemlig sin historie på forfatteren Christopher Isherwoods egne oplevelser som homoseksuel i 1930’erne og var oprindeligt både en novelle, et skuespil og en film, inden CABARET for første gang så dagens lys som musical i 1966.
I Nørrebro Musicalteaters version af CABARET, har vi, uden at ændre i det rettighedsbeskyttede oplæg, forsøgt at bringe historien om Sally og Cliff tilbage til dens oprindelighed. Den fiktive kærlighedshistorie mellem de to hovedrolleindehavere er væk, og i stedet har vi gennem sang og fysiske tableauer valgt også at fortælle Cliffs historie om homoseksuel kærlighed.
Tidligere opsætninger af CABARET har fjernet mange af de fantastiske sange og dansenumre for at gøre plads til en mere rå og minimalistisk fortolkning. I vores version har vi gjort det modsatte. Vi har inkluderet alle de oprindelige sange og dansenumre fra den oprindelige Broadway udgave, og vi har samlet et fantastisk hold af unge dygtige talenter, der til sammen udgør det fænomenale cast i CABARET.
Det er blevet til et brag af en forestilling med skarp og vittig dialog, smukke ballader og tempofyldte musicalnumre om en svunden tid med problemstillinger, der kredser om accept og respekt for det, der er anderledes. Problemstillinger der desværre stadig er alt for aktuelle i dag.
Vi glæder os til at optræde for jer.
Kristian Studsgaard
Instruktør